Er vores erindringer virkelige?

Ægteparet Jytte Holm og Jørgen Dam , sidder i deres stue på plejehjemmet. (Foto: Anne Sofie Ebsen)

Ægteparret, Jytte Holm og Jørgen Dam , sidder i deres stue på plejehjemmet.
(Foto: Anne Sofie Ebsen)

 

Utydelige barndomsminder

Tranbjerg Plejehjem er, hvor Jytte Holm og Jørgen Dam bor. De tilbringer det meste af tiden i deres stue eller nede i plejehjemmets fælles køkken, hvor der sidder mange forskellige slags mennesker. Der lugter af frokost, da de er ved at spise middagsmad, og der er en fjern lyd af damer der snakker og strikker sammen.

Ved indgangen til Jytte og Jørgens dagligstue er der en blandet duft af hjemmebag, og gamle mennesker. Der er helt stille i dagligstuen, og man kan kun høre nogle svage lyde fra de andre, der sidder ude i plejehjemmets stue. Der er mange mørke møbler, og forskellige farverige billeder, som Jytte fortæller, at hun selv har malet.

Da interviewet starter, sætter de sig til rette i sofaen, og sidder lidt og tænker over det første spørgsmål. Så svarer Jørgen med: ” Det bedste barndomsminde, vi har haft, er vel…..” mens han sidder og tænker sig om, husker han det. “….Det er vel om vores opdragelse”, fortæller Jørgen og siger, at han synes, det var godt at gå i skole dengang, og han mener, at skolegangen og opdragelsen af børn har ændret sig voldsomt, siden han var barn.

“Jeg kan huske, da jeg var 7 år, der fik min mor en søn, og jeg havde jo altid været enebarn, men boede hos min mormor og morfar, så jeg kom ikke så forfærdelig meget derhjemme”, udtaler Jytte sig. Hun fortæller også, at hun boede hos sine bedsteforældre meget af sin barndom.

Barndomstingene er ikke dokumenteret

Spørgsmålet er, om de minder og erindringer, man har fra barndommen – om de overhovedet er rigtige nok, eller om der er digtet på dem, eller om man kan dokumentere sine minder, fx. med breve, billeder o.s.v. “Jeg kunne jo godt lide at skrive, det var mest breve”, fortæller Jytte.

Hun fortsætter: “Jeg havde en kusine, og vi kunne godt lide at skrive til hinanden”. Men hun uddyber ved at fortælle, at de ikke har brevene længere, men det er noget, hun bare husker. Og hun fortæller også om de malerier, hun selv malede og tegninger fra hendes barndom.

Minderne kan være digtet på

Imellem alle de minder, Jørgen Dam og Jytte Holm har haft fra deres barndom, er der noget, de ikke husker specielt tydeligt, men de små unikke minder. Dem, de husker, er nogle meget mærkelige små ting, som man måske ikke ville synes, er specielt vigtigt at huske.

Det kan være, fordi de måske synes, at det er nogle rigtig gode minder, og derfor digter de selv lidt videre for bedre at kunne huske de små unikke øjeblikke. Nogle minder kan man heller ikke bare glemme, fordi det har været noget pinligt, eller lignende. I hvert fald er erindringer en mærkelig størrelse. Man kan danne billeder i sit hoved, som man er helt sikker på er virkelige – og måske er de det også, men kun for én selv.

 

 




'Er vores erindringer virkelige?' has no comments

Skriv den første kommentar

Vil du dele dine tanker?

Din Email vil ikke blive vist

Images are for demo purposes only and are properties of their respective owners. Old Paper by ThunderThemes.net

srv2